I Jakobsens værker er rum og værk nødvendigvis en uadskillelig enhed. Jakobsens signifikante geometriske skulpturer i klare, og ofte primære farver, kortlægger og opmåler det omkringliggende rum og besætter omgivelserne som alternative og hyper-bevidste kroppe. Alle overflødige elementer er udeladt i disse af Jakobsens værker, der både skubber og sender hilsner til en minimalistisk tradition og kunstnere som Richard Serra, Robert Morris og Frank Stella. Jakobsens værker er da også kendetegnet af et minimalistisk formsprog der kommer til udtryk ved hendes brug af hårde, industrielle materialer. Stål, aluminium og bronze danner ofte grundlaget for skulpturenes kroppe.

Netop marmor er da også grundmaterialet i dele af Jakobsens nyere værkproduktion; små forvandlede meteoritter, der som skulpturelle objekter, undersøger rumindustriens betydning for vores menneskelige liv i dag og i fremtiden. Med disse skulpturer kreerer Jakobsen rum og nøje koreograferede landskaber, der sammen med blandt andet animationsfilm og performative robotter sætter spot på menneskets udforskning af det ydre rum, samt sætter rumteknologiens fremtidsperspektiver i spil på både poetisk og foruroligende vis. Særligt to overordnede temaer er at finde i disse værker: på den ene side en betagelse af den stigende menneskelige tilstedeværelse og kolonisering af rummet som teknologisk bedrift, og på den anden side det presserende og forudrolige trusselsbillede som biprodukterne af dette udgør for jorden med minedriften, rumaffald og ophobning af satellitter. Altså afspejler jakobsens praksis en klimabevidsthed og stiller spørgsmålstegn til os som samfund, set i et større og universelt kosmisk perspektiv.

Til udstillingen Blurring the lines bidrager Amalie Jakobsen med værket Uroboros. Ouroboros eller uroboros er et symbol fra oldtiden, der viser en slange eller drage der spiser sin egen hale som symbol på evig cyklisk fornyelse eller en cyklus af liv, død og genfødsel. Jakobsens skulptur mimer denne evighedscirkel i sin struktur. Uroboros virker på et plan der ligger sig mellem det hyperabstrakte og det enormt genkendelige. En skeletstruktur der kan genkendes som meget - enormt genkendelig og samtidig enormt abstrakt. En rygsøjle fra et imaginært dyr. Inspiration fra et besøg på naturhistorisk museum i Paris hvor både menneske og dyreknogler var udstillet så tæt på hinanden at det blev uklart hvor det ene startede og hvor det andet sluttede. Både enormt omsluttende og omsorgsfuld omkring sig selv, men også pigge der virker farlig.

Amalie Jakobsen (f.1989, DK) bor og arbejder i Berlin. Hun er uddannet fra Goldsmiths University of London, 2014. Hun har soloudstillet på Gl. Strand (DK), Politikens Forhal (DK), Gether Contemporary (DK), Future Gallery (DE), Efrain Lopez Gallery (US), TwilSharp Gallery (ZA), Feral i Mexico City (MX) og har medvirket på gruppeudstillinger hos Gavlak Gallery (US), STCFTHOTS (UK), Esbjerg Art Museum (DK), Arken Museum of Modern Art, Brandts Museum of Art and Visual Culture (DK), Galleri Brandstrup (NO), Bosse and Baum, (UK). Amalie Jakobsen indgår i publikationen, Nordic Contemporary - Art from Denmark, Finland, Iceland, Norway and Sweden, udgivet af Thames & Hudson Ldt. Amalie Jakobsens værker kan opleves i samlingerne hos Esbjerg Art Museum (DK), Arken Museum of Modern Art (DK), Brandts Museum of Art and Visual Culture (DK). Herunder har hun lavet en lang række offentlige og private udsmykninger.