Over den seneste årrække har Asger Dybvad Larsen haft sit primære fokus på maleriet og dets kunsthistoriske ballast igennem en undersøgende tilgang til forarbejdning af maleriets traditionelle materialer. I hans værkproduktion finder man således klare referencer til ikoniske kunsthistoriske værker og strømninger. For eksempel arbejder han med akrylafstøbninger af malerbakker på lærreder i forskellige størrelser og former, og skaber derved en direkte formalistisk kobling til Frank Stellas stribede geometriske værker og mangekantede malerier. Senest har han udstillet serien Burned Out som en genfortolkning af og ode til Albert Mertz.
Ved brugen af malerbakken som billede skaber han også forbindelse til sin egen praksis i atelieret, hvor hans process bygger på en kontinuerlig produktion og destruktion af værker. Det er en åben process, hvor de værker, som han arbejder på konstant er i flux; De bliver klippet op og sat sammen på nye måder, de får påført materiale for derefter at blive skilt ad og syet sammen igen. Det der kendetegner Asger Dybvad Larsens praksis bliver dermed hans produktion og process, hvor det enkelte værk i højere grad bliver et billede på den konstante kunstneriske udveksling og udvikling, snarere end det bliver et værk for sig selv. Atelieret fungerer altså som et arkiv, som Asger Dybvad Larsen kan bladre frem og tilbage i og hvor han kan adskille, sammensætte og konstruere nye sammenhænge ud fra løsrevne værker, processer og tanker. Han betegner sig selv som; “...magtesløs arkivar for det indadskuende stamtræ, hvis grene han konstant knækker af som bevis for at konstruktionen reelt findes”, og ud fra denne forestilling fremstår de enkelte værker altså som øjebliksbilleder af den kunstneriske rejse igennem arkivets tider og steder.
Asger Dybvad Larsen forholder sig dialektisk til sine værker og til kunsthistorien. Den styrende kunsthistoriske reference for hans virke er minimalismen, hvor han søger at holde subjektet ude af værket. Gennem arbejdet med enkle former og materialer etableres en position, hvor man som beskuer sanser værket i stedet for bevidst at aflæse det. Minimalismen fremsætter et værk, som ikke postulerer at være andet end, hvad man ser. Form, struktur og materiale udgør objektet, som fremstår blottet for det ekspressive kunstner-jeg. Det er den umiddelbare fysiske erfaring, som definerer læsningen af værket. Denne enkelthed i udtryk og sensibilitet i sansningen præger Asger Dybvad Larsens udtryk. Han producerer fysiske værker, som på trods af deres restriktion af den flade, som de virker på, fremstår skulpturelle og interagerer med det rum, som de virker i. Værkerne resonerer i beskuerens krop og foranlediger en sansning af værket, som peger udover den materielle sum af det værk, som vi står overfor.
Asger Dybvad Larsen (f. 1990, DK) bor og arbejder i Århus. Han er udannet fra Det Jyske Kunstakademi i 2017. Han har soloudstillet hos Galerie Rolando Anselmi (DE) & (IT), Geukens & de Vil Gallery (BE), Gether Contemporary (DK), Pablo’s Birthday (US), False Front (US) og har medvirket på gruppeudstillinger hos Art Sonje Center (KR), L21 (ES), Nordic Contemporary (FR), Fabbrica Orobia (IT), Arroniz Gallery (MEX), Ernesto Esposito Collection (IT), Galeria Boavista (P), Viborg Kunsthal (DK), Larm Galleri (DK), Rod Barton (UK), Brask Collection (DK). Asger Dybvad Larsens værker kan opleves i samlingerne hos AROS Aarhus Art Museum (DK) og CCA Collection (ES). I 2017 modtog han 15. Juni Fondens kunstpris og i 2018 er han blevet tildelt stipendiat fra Lepsien Art Foundation i Düsseldorf. I 2017 udgav forlaget Roulette Rousse monografien SPOR 1 om Asger Dybvad Larsen.
